tirsdag den 21. juni 2011

OM MIG

Min passion for mad har jeg haft med mig fra barnsben. Da jeg skulle konfirmeres, insisterede jeg på, at min mor afstod fra den traditionelle suppe, steg og is menu. Jeg ønskede i stedet et godt udvalg af gode og velsmagende hverdags retter tilført det særlige tvist – eller kant om I vil – som min mor i den grad evner. I modsætning til mig er min mor vegetar, hvilket ganske sikkert stiller større krav til krydring og sammensætning af ingredienser, hvis retterne til stadighed skal fremstå varierede i smag såvel som udseende. Da familien på min fars side hørte rygter om, at vi skulle have pasta på fire måder og frugtsalat til dessert var der ramaskrig. Man fandt bestemt ikke en sådan servering comme-il-faut til en konfirmation i Trørød. Men festen (og maden) taler man stadig om her tre årtier senere!
Jeg er gift med en fransk-marokkansk mand og vi spenderer omkring fire uger om året i Marokko. Dels for at besøge familien og dels for at foretage små rejser rundt i landet, hvor vi begge lader os inspirere af de mange markeder, hvor man finder et eksorbitant udvalg af krydderier, kød og grønt. Når vi nærmer os hjemrejsen, har jeg altid fået indkøbt i lidt for rigelige mængder af de skønne marokkanske smagsgivere. Tilbage i mit køkken på Vesterbro, kan jeg altid genkalde mig duften af de mange og yderst velsmagende småretter, som sælges fra boder på ethvert gadehjørne. Som traditionen byder i Marokko skal ethvert måltid i hjemmet tilberedes med både tid og kærlighed. Tiden er ofte en knap faktor for danske familier. Selv har jeg fuldtidsjob som butiksbestyrer i en københavnsk designforretning, men kærlighed har jeg masser af og jeg har lært mig, at man med relativ begrænset tid, kan opnå fantastiske resultater med det rette råvarevalg og de gode autentiske krydderier. Gennem årene har jeg udviklet en lang række opskrifter, som nu optager så meget plads, at det er på tide at dele ud af dem.  I HVERDAGSMAD MED GULDKANT vil du fremover finde mit bud på retter, som er enkle at tilberede, men vi få dine gæster til at tro, du har brugt timer på forberedelsen.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar